Ballonmand til voksenfest – ikke børnefødselsdag

Som ballonmand prøver man lidt af hvert. Man møder folk på nogle af deres livs gladeste dage; til fødselsdage, barnedåb, bryllupper, åbninger af butikker og hvad som helst andet, som kan give anledning til fest og godt humør. Dog er der én ting, der kun meget sjældent ændres: publikummet.
Vores publikum er som regel børn. Selvom balloner er for alle barnlige sjæle, og selvom voksne ofte kigger med, når vi laver vores figurer, så er det som regel børnene, der er i centrum.
Men ikke altid.
Jeg fik, for ikke så længe siden, muligheden for at lave ballondyr på en natklub i Odense. En invitation til jobbet tikkede ind på min mobil, og selvom jeg først undrede mig lidt over, hvad der mon skulle ske, svarede jeg hurtigt ja. Lidt efter kom lidt ekstra information om jobbet; jeg skulle møde op på natklubben kl. 23.45, og værten havde spurgt efter muligheden for at få mig sminket som ”en ond klovn”. Det er ikke hver dag man får dén mulighed, men det lød som et spændende afbræk fra de jobs som jeg er vant til. Jeg snakkede desuden med min chef om muligheden for at trække i noget tøj, som måske passede lidt mere til temaet, end vores typiske uniform. Jeg fik lov til selv at bestemme min påklædning, og så var der kun tilbage at vente på, at dagen oprandt.

ballonmand-til-voksene

Ballonmand på natklub

Jeg sørgede for at få sovet en times tid inden jobbet, så jeg var nogenlunde frisk og udhvilet. Jeg samlede mine ting sammen, trak i tøjet, skyndte mig ud af døren og cyklede af sted.
Det var ikke svært at finde. Man kunne mærke vibrationerne fra den dybe, pumpende bas helt ude på gaden, og folk stimlede sammen udenfor og ventede på at blive lukket ind.
Jeg gik hen til dørmanden og meldte min ankomst, og forklarede hvem jeg var. Først kiggede han bare lidt mistroisk på mig.
”Mener du virkelig det?” spurgte han. Jeg bekræftede at jeg var den, jeg gav mig ud for at være, og at jeg virkelig var hyret som ballonmand. ”Så må jeg jo hellere lukke dig ind”, svarede han med et smil, og kort efter bevægede jeg mig igennem et mylder af mennesker inde på klubben. Jeg fandt hurtigt værten, og blev vist ind i et sidelokale hvor jeg skulle sminkes.
Det tog ikke lang tid, før jeg var klar til at gå ud og lave balloner.
Først kiggede folk bare mistroisk på mig, da jeg spurgte dem om de ville have et ballondyr. Det er meget muligt, at de troede at jeg bare lavede sjov, men da den første sagde ja, og jeg lavede en stor, rød blomst til hende, blødte resten også op. Jeg åndede lettet op, og stod snart og drejede det ene ballondyr efter det andet. Hunde, katte, blomster, giraffer og især hatte og sværd, var det der hittede.
Al den tid jeg brugte på natklubben den aften var fyldt med fest og glade mennesker, som blev vildt begejstrede for ballonerne. Det var helt anderledes end noget jeg tidligere har prøvet, men jeg vil til hver en tid takke ja, hvis jeg får en lignende mulighed igen.
Børn bliver glade når de får ballondyr fordi de bruger deres fantasi til at virkeliggøre det de får. Voksne har ikke mistet deres fantasi, af og til skal de bare have et skub for at bruge den og leve sig ind i legen – ligesom de gjorde dengang de var børn.

Vil du også have en ballonmand til din fest? så bestil her:

www.ballonmand.dk/book

Posted in Ballonmand, Sidste nyt
Ballonmand.dk

Ballonmand.dk